Metoder og tilgange til arbejdet med demens

 I de seneste tyve års forskning og udvikling indenfor demensområdet, særligt i de seneste ti år er der sket en rivende udvikling af viden om hvilke indsatser og metoder, der i særligt grad kan understøtte et godt liv med demens, i alle tre faser af en demenssygdom (let-moderat-svær).

I det følgende beskrives i forkortet form, en oversigt over de mest udbredte og dokumenterede metoder og tilgange på demensområdet. Denne introduktion som kan bruges til at forstå og sortere, når der skal arbejdes videre med de faglige indsatser i Byen for Livet.

Metoderne i det følgende er i især de socialfaglige, organisatoriske og kommunikative metoder, tilgange og forståelsesrammer, som er særligt relevante for livet med demens, og særligt i de senere faser.

Beskrivelserne af de forskellige metoder bygger på kilder fra Nationalt Videnscenter for Demens, og fra den vidensplatform, som i dag findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, men blev udviklet af Socialstyrelsen i den forrige demenshandlingsplan.

 

Teorien bag

En stor del af del af de mest udbredte og anerkendte indsatser på demensområdet bygger på professor Tom Kitwoods (1937-1998) forståelse af mennesker med demens, den personcentrerede eller personorienterede omsorg. Denne overordnede ramme giver et billede af hvilke facetter af et menneskes personlighed, behov og liv, der er vigtig at have for øje, når fagpersonerne skal vælge, hvordan de kan støtte og hjælpe. Det er i sin grundform en især psykologisk forståelse af et menneske med demens. Mennesker kan og skal ikke kun forstås med udgangspunkt i deres sygdom, men som sociale mennesker, der har både fysiske, psykiske og sociale behov. Og her har medarbejdernes tilgang til de enkelte og grupperne stor indflydelse på borgernes livskvalitet.

Der er andre teorier, som er udbredte og anerkendt som brugbare og velfungerende metoder. Dels er der den fysiske, eller neurologiske, som beskriver hvilke dele af hjernen, der påvirkes i forskellige typer af demenssygdomme, og hvad det betyder for forståelse og fortolkning af omgivelser, indtryk og stimuli. Det er med andre ord teorier eller metoder, som giver en forståelse af hvilken kommunikation, der bør anvendes i forhold til forskellige demenssygdommes virkninger og konsekvenser. Herunder findes de neuropædagogiske metoder, som forholder sig til hvilken pædagogik, der kan bruges, for at imødegå det særlige funktionstab, en given borger har.

Desuden findes der en række modeller, som bygger på en mere mellemmenneskelig eller rettighedsbaseret tilgang til livet for personer med demens. Det er blandt andet den (især danske) socialpædagogiske metode (eller tilgang) på demensområdet. Den har mange af elementer af Kitwoods psykologiske demensforståelse i sig, men kombinerer den med de socialpædagogiske principper, som også kendes fra handicapområdet.

Der er her tale om modeller, som både har et fysisk element i sig, fordi den forholder sig til hvordan et menneske med demens forstår og kan mestre sin situation, og hvilken kommunikation og tilgang, det kræver. Men som samtidig har et pædagogisk og etisk element, fordi den også fokuserer på det enkelte menneskes mulighed, rettigheder og ønsker.

I det følgende gennemgås de mest gængse metoder, grupperet efter hvordan de bregrebsmæssigt og praktisk kan anvendes sammen.

Faglige metoder, der både har pædagogiske, ledelsesmæssige og organisatoriske elementer

VIPS-praksismodel

Praksismodellen er en videreudvikling af de tanker, der ligger i Tom Kitwoods tanker, og demensligning, men medtager organisatoriske og ledelsesmæssige aspekter, som skal til for at udfolde den i praksis. Modellen er blandt andet udviklet af Dawn Brooker, på Worcester University, og videreudviklet af norske forskere på Aldring & Helse, det norske videnscenter for demens.

Den giver en praksisnær og enkel måde at tilrettelægge en fagligt velfunderet tilgang til pleje og omsorg. Udgangspunktet er faglige drøftelser, hvor der tages udgangspunkt i, hvordan personen med demens oplever hverdagen. Denne måde at arbejde på giver en letforståeligt og klart struktur, som gør at leder og personale får et godt grundlag for en fagligt begrundet samtale om den enkelte person.

Dermed får medarbejderne et klarere billede af, hvilke mulige veje de kan gå, for at give en person med demens dét, vedkommende har brug for. Den giver lederne en mulighed for at udøve en tydelig faglig ledelse. Og som samlet personalegruppe bliver det i langt højere grad muligt at give en mere ensartet støtte i hverdagen, så personen med demens ikke oplever at tilgangen til hjælp og støtte ændrer sig afhængigt af, hvilken person, der møder dem.

 

Socialpædagogiske metoder

Den socialpædagogiske metode tager udgangspunkt i mange af de sammen grundprincipper som den personcentrede omsorg. Men den medtager samtidig en række af de pædagogiske principper, som den skandinaviske socialpædagogiske tradition bygger på. Fokus er i høj grad på at fokusere på mennesket bag demenssygdommen, både dennes personlighed og livshistorie, men også hvor det enkelte individ er netop i den aktuelle situation:

Hvad kan gøre, at en person bliver vred eller utryg, og hvordan kan medarbejderne forebygge usikkerhed og de negative reaktioner, der kan komme af den. Det sker også gennem konkrete indsatser, fx ’kontaktøer’, hvor medarbejderne kan mødes med en person med demens med udgangspunkt i en bestemt aktivitet eller situation.

Flere evalueringer har vist, at socialpædagogiske metoder har meget positive effekter, ifht at undgå magtanvendelse overfor beboerne og vold fra beboere mod personale. Derfor er det også en af de mest udbredte metoder, og perspektivet bag forener psykologiske og fysiske aspekter af plejen med de kommunikative og pædagogiske principper (fx fra Marte Meo).

 

DCM

Dementia Care Mapping (DCM) er udviklet af Tom Kitwood i samarbejde med Kathleen Bredin fra Bradford Dementia Group. DCM er en metode til at kortlægge behovet for (personcentreret) pleje og omsorg for mennesker med en demenssygdom. Den fokuserer især på de sociale situationer, som foregår i fx fællesrum i plejeboliger. Og den har særligt fokus på relationen mellem medarbejdere og beboere, og beboerne i mellem. Den kan bruges uanset hvilken demenssygdom, de aktuelle beboere har. DCM kan også være en vej til ledelsesinformation. Ledelsen får et indblik i, hvad der fungerer godt og hvad der kan være brug for at ændre på. DCM er en observationsmetode, og giver ikke svar på hvordan plejen skal foregå. Derfor skal DCM understøtte fx VIPS-praksismodellen, eller en socialpædagogisk tilgang til demens.

 

Marte Meo

Marte Meo er latin og betyder ved egen kraft. Metoden er udviklet af hollænderen Marie Aarts på baggrund af arbejdet med familier og børn.

Metoden består af arbejde med små videoklip af de konkrete samspilssituationer i hverdagen. Gennem videooptagelserne af forskellige situationer, bliver medarbejderne klogere på deres egen verbale og ikke-verbale kommunikation, og på hvordan de kan møde personer med demens bedst muligt. Dermed understøtter den en faglig udvikling, når medarbejderne skal finde ud af, hvordan de bedst kan kommunikere med eller guide en person med demens. Den understøtter altså dermed et arbejde, som sker i forbindelse med fx VIPS eller socialpædagogiske metoder.

Faglige metoder, som arbejder særligt med krop eller hukommelse

 

Reminiscens

Reminiscensmetoden har sit udspring i psykologen Robert Butlers, kaldet ”life review”. Det er en metode, hvor personer fx med Alzheimers sygdom, kan have gavn af at finde tilbage til de minder og erfaringer, der er centrale for deres liv og identitet.

Erfaringer fra med at arbejde med minder og erindringer hos personer med demens viser, at det ofte er er ved at påvirke sanserne, er at personen kan fremkalde erindringer. Genstande som bruges til dette kaldes en ’trigger, og formålet er at gå fra at tale om et emne til at fremkalde minder gennem sanserne, fx synssansen lugt, berøring. Det kan fx være værktøj, madvarer med bestemte indpakninger, tøj eller andre ting, som har været en del af den enkeltes hverdag.

Men reminiscens kan også ske gennem fysiske aktiviteter, fx madlavning, arbejde med træ eller metal, havearbejde eller andet. Og det kan eksempelvis også ske ved at udføre særlige rutiner, herunder dans og musik.

 

Dans og musik

Der har længe været tradition for fx fællessang, og fordi medarbejderne har brugt det som en aktivitet, er sang og musik også ofte blevet brugt i den daglige kontakt eller til almindelig adspredelse.  I dag findes der også studier og forskning, som viser at musik kan være en evidensbaseret, socialfaglig metode. Den kan dermed være også være med til at nedbringe symptomer på depression, uro og angst. Og musik kan også være en metode, der anvendes, når der fx er brug for at undgå konflikter og magtanvendelse.

 

Fysiske indsatser

Store befolkningsstudier og resultater fra kliniske studier viser, at fysisk aktivitet og træning kan bidrage til vedligeholdelse af de kognitive funktioner. Risikoen for at udvikle Alzheimers sygdom eller andre typer af demens senere i livet vurderes også til at være mindre hos de ældre, som er fysisk aktive. Fysisk aktivitet og træning viser sig ofte at have en moderat forebyggende effekt på kognitiv tilbagegang hos raske midaldrende og ældre personer uden demens.

Det danske ADEX -studie tyder på, at der er en rimeligt klar effekt af hård fysisk træning for personer med Alzheimers sygdom. Ulempen ved fysisk træning er ,at der ikke er entydige sammenhænge, og at det ikke altid er aktiviteter, der kan integreres med den almindelige hjælp og støtte. Det er for en dels vedkommende især i den tidlige fase af en demenssygdom, at den ovenstående form for træning giver effekter, men også for borgere længere henne i et demensforløb er træning formentlig en god indsats.