Beboere

Byen for Livets fornemste opgave er, at sætte beboerne i centrum og sørge for, at de kan leve et værdigt og rigt liv med en sygdom, der kan gøre dem dybt afhængige af andre mennesker. Alle beboere er forskellige med forskellige baggrunde, familier, liv, interesser og værdier, og i Byen for Livet skal der være plads til alle.

Organisering

Byen for Livet skal både have den enkelte og fællesskabet for øje, hvilket stiller store krav til organisering. I dette kapitel kommer vi ind på indflytningssituationen, bo-klynger, fællesskab, aktiviteter, dyr og teknologi. Alt sammen noget, der hører ind under, hvordan en ønskværdig og hensigtsmæssig organisering kan foregå, så man både tager hensyn til den enkelte og til fællesskabet. Og alle er det emner, der har fået særlig opmærksomhed i løbet af vores workshops.

 

Indflytning

Indflytningssituationer kan være nogle af de mest ømtålelige, især hvis demenssygdommen er fremskreden. En beboer vil komme fra sit tidligere hjem og skal derfor vænne sig til nye omgivelser, mennesker, lyde, lugte og indtryk. Byen for Livet kommer til at rumme mange forskellige beboere, der alle skal tages hensyn til, på hver deres måde. For at favne den enkelte bedst muligt, blev der gennem forprojektet udtrykt ønske om, at vedkommende bliver mødt i sit eget hjem inden en indflytning. Her kortlægges interesser og tanker, oftest i samarbejde med ægtefællen eller andre pårørende. Det er samtidig ønskværdigt at sørge for, at møbler, malerier, nips og andre ting med en høj affektionsværdi og genkendelighed medbringes i det nye hjem. Dermed dannes rammen for en genkendelig dagligdag i de nye omgivelser. Dette skal selvfølgelig gøres i et omfang, der passer til den nye boligs størrelse og med øje for medarbejderes ageren i hjemmet.

Det blev generelt anbefalet, at der skulle afholdes en forventningssamtale ved indflytning, hvor tanker, bekymringer og forventninger kunne vendes, og hvor pårørende kunne blive inddraget. Dette er også noget, man ser i praksis, som Charlotte Andreasen forklarer: “Vi holder en indflyttende samtale, vi holder en opfølgende samtale efter en måned, og vi har en slut samtale efter 3 måneder, for at høre, hvordan har de så har oplevet det. Har de følt sig vel taget imod? Har de ideer til ting, vi kunne have gjort anderledes?”

En anden måde at få en rolig og tryg start i de nye omgivelser er at gøre, som man praktiserer på Grundtvigs Højskole i Hillerød, hvor man i starten lader eleverne få kendskab til en lille gruppe mennesker. Når der er etableret en tryg ramme med en gruppe, kan man udvide beboerens berøringsflade. Det kan både gælde for personer, steder og aktiviteter, så man langsomt introducerer eleven til alle de nye omgivelser og de føler sig trygge. Denne praksis kan også indføres i Byen for Livet.

At have den enkelte beboer i fokus betyder eksempelvis, at alt for generelle skemaer og strukturer ikke ønskes. Trygge, faste rutiner kan være givtigt for mange, men skal ikke trækkes ned over hovedet på alle, mennesker skal ikke passe ind i skemaer, skemaerne skal passe til mennesker. Eksempelvis skal beboerne ikke underlægges en fastlåst døgnrytme, men derimod have lov at leve med den døgnrytme og de behov, de har. I praksis kan det foregå som på Plejehjemmet Benedikte, hvor leder, Helle Bagger forklarer: “Vi lader dem være. I stedet for at lave de der korrigerende samtaler, i stedet for at sige: ‘Nu skal du op, for klokken er 9’, så lad ham dog ligge. Kom med en kop kaffe, tænd lyset i gangen og gå ind med kaffen. Lad dem lige vågne, og kom igen om ½ time. Hvem siger at alle beboerne skal sidde rundt omkring bordet kl. 9 og være klar til at spise deres morgenmad, velfriseret og været i bad? Nogle har bedre af at komme i bad om aftenen. Gå ind i deres livshistorie, hvad plejer de at gøre? Vi har en typograf, der var vant til at arbejde om natten. Der skal altså gå lang tid før, at hans vane kan ændres. Når han bliver dement, så går han tilbage i det, han plejer at gøre. Så må vi jo imødekomme det.”

 

Livshistorier og livsplakater

Ved indflytning er det på mange plejecentre praksis, at en medarbejder interviewer den kommende beboer og også beboerens pårørende, for at få et så godt indblik i beboerens liv og vaner som muligt. Dette er også ønskværdigt i Byen for Livet.

På mange af de afholdte workshops har det været et stort ønske fra deltagerne, at der skabes et visuelt indblik i den enkelte beboers liv, en såkaldt livsplakat. Dette er både en metode, hvorpå beboeren kan huske sit liv og sine pårørende, og det er samtidig et redskab for medarbejdere og frivillige til at forstå beboeren og dennes vaner, liv og udfordringer. Livsplakaterne skabes af en medarbejder eller en frivillig i samarbejde med beboeren og muligvis også en pårørende og kræver selvfølgelig adgang til billeder fra personens liv. Rådgivningscenteret for yngre demensramte på Kallerupvej i Odense har haft stor succes med at lave livsplakater og vi har fået lov at gengive deres opskrift her.

John’s livsplakat

Carl’s livsplakat

Kirstens’s livsplakat

 

På plejehjemmet slottet, har man for nylig forsøgt sig med en anden måde at fortælle og lære beboernes historier at kende på. Forstander Henriette Højsteen: “I øjeblikket har vi nogle dansere, der først lytter til folks historier og så laver en koreografi over det, og så er beboerne med i en eller anden grad.”

Ved kontinuerligt at arbejde med beboernes livshistorier, både på skrift og visuelt, kan man hjælpe dem til at huske, og sikre, at andre beboere, medarbejdere og frivillige kan skabe sig et mere fyldestgørende indtryk af den enkelte beboer og derved også en bedre kontaktflade og bedre mulighed for rehabilitering.

 

Bo-klynger

For at skabe de bedste sociale relationer beboerne imellem, blev det ønsket i forprojektet, at beboerne har mulighed for at bo i klynger, der bygger på den livsstil og på de værdier og interesser, som beboerne kommer med. På De Hogeweyk, som er et anerkendt demensplejehjem i Weesp, Holland, sammensættes beboergrupperne ud fra livsstile. Disse livsstile kan ikke oversættes direkte til en dansk kontekst, men med afsæt i de forskellige elementer kan der skabes en lignende inddeling i Byen for Livet til fordel for beboerne. Inspiration til dette kan også findes blandt de københavnske plejehjem, hvor man siden 2014 har arbejdet med profil-plejehjem, blandt andet Slottet Nørrebro, der har en LGBT-profil, Bonderupgård i Vanløse, der har fokus på dyr og udeliv, og Rundskuedagens Plejehjem på Vesterbro, der har fokus på mad.

Elementer, der kan arbejdes ud fra, kan være alder, religiøs baggrund, økonomisk formåen, etnisk baggrund, politiske holdninger, tidligere beskæftigelse, mm. Det er et ønske, at der designes en proces, som kan klarlægge disse elementer med den specifikke gruppe af beboere, når der er afklaring omkring, hvem de bliver. Med udgangspunkt i disse elementer skabes så de rette bo-klynger hvor livsstilene kommer til udtryk i bl.a. indretning, udsmykning, måltidet og dets tilberedning, social omgang, daglige rutiner, samt de levede normer og værdier.

 

Fællesskab, beboersamspil og aktiviteter

Det gode fællesskab opstår, når rammerne sættes for, at mennesker mødes og finder ud af at de har noget til fælles på tværs af baggrunde og roller og kan indgå i fællesskabet, på den måde, det passer dem. Der er mange muligheder for at sørge for, at fællesskaber kan opstå.

En måde er, at have faste, men ikke obligatoriske, ritualer, der skaber mulighederne for at dyrke fællesskabet, som eksempelvis måltider, højtider, morgensang og morgengymnastik. En anden måde kan være, at invitere beboerne til sammen at deltage i praktiske opgaver tæt relateret til fællesskabet og det daglige liv. Det kan eksempelvist være opgaver som at hjælpe med maden, vasketøjet eller at dække bord. Eller som på plejehjemmet Bonderupgård i Vanløse, der er profilplejehjem med fokus på dyr, hvor beboerne inddrages i den daglige pleje af dyrene.

Forstander Heidi Pettersson fortæller: “Både borgere og personale har en anden arbejdsrytme end tidligere. For vi har jo bure der skal tømmes, og der er noget ekstra arbejde omkring det. Der er nogle helt faste aftaler. Hvem der for eksempel tømmer bur, og hvem der tager ud og køber hø og halm osv.”

På den måde bliver beboernes hverdagsliv beriget med en reel oplevelse af inddragelse og af, at være et menneske, der er brug for. Og der opstår ofte gode snakke, når man arbejder ved siden af hinanden, hvilket også skaber muligheder for at få en dybere indsigt i en persons liv og tanker.

En tredje måde, der er blevet gennemført med god succes i eksempelvis De Hogeweyk, er at sætte rammer for aktiviteter i form af klubber eller foreninger, hvor man bliver en del af et fællesskab og ikke bare deltager i en enkelt begivenhed. Man kan også, som ledelse og medarbejdere sætte mennesker sammen, som man fornemmer kunne have en god relation, eller som har fælles interesser, men som ikke nødvendigvis møder hinanden i løbet af en hverdag, fordi de bor forskellige steder i bydelen. Dette gøres eksempelvis i OK-Huset Lotte, på Frederiksberg. Forstander Charlotte Andreasen fortæller: “Vi gør noget ud af interessefællesskaber, så de får mulighed for selv at tage initiativ til at lave noget sammen; gå en tur eller sætte sig sammen, gå i biografen eller høre musik.”

På plejehjemmet Bonderupgård i Vanløse har man en årlig sommerhustur, hvor alle beboere har mulighed for at tage med. Forstander Heidi Pettersson fortæller: “I denne her september måned, har vi for eksempel sommerhusophold, hvor vi tager alle beboerne til Vig, hvor de er på 3 dages sommerhusophold med personalet. Det er ca. 40 % af beboerne, der tager med.”

Nogle af ovennævnte aktiviteter, som eksempelvis en sommerhustur, eller pasning af dyr, vil kræve et større organisationsarbejde og det ansvar vil muligvis skulle deles mellem eksempelvis frivillige og medarbejdere. Mange steder i plejesektoren har man ansat en fast frivillig-koordinator eller en medarbejder, der koordinerer klubber, foreninger og aktiviteter. Dette er også blevet ønsket til Byen for Livet.

Til at udvikle, organisere og finde på aktiviteter, har vi i forprojektet udviklet værktøjet AKTIVITETSKANVAS, som kan findes i Værktøjskassen. Værktøjet kan bruges af alle, der har et ønske om at udvikle en aktivitet for/med beboerne.

 

Seksualitet

Seksualitet har indtil for få år siden været relativt tabubelagt i forbindelse med ældre mennesker og især i forhold til mennesker med demens.

I forprojektet, er det blevet tydeligt understreget, at seksualitet blandt mennesker med demens er et fokusområde, der ikke må glemmes i Byen for Livet. Mennesker med demens mister ikke nødvendigvis deres seksualitet og har, som alle andre mennesker, behov for berøring og nærhed og de kan også have lyst til sex. Seksualitet er altså en faktor, der skal tages lige så alvorligt som beboernes appetit, søvnbehov med videre, og kan gøre en meget stor forskel både i forhold til humør, habilitering, frustrationer og identitet. Henriette Højsteen, forstander på Slottet på Nørrebro fortæller, hvordan det rent praktisk kan gøres, at tale med beboerne om deres seksualitet: “Jeg har holdt fast i vigtigheden omkring ældre og seksualitet. Vi havde to psykologer inde og tale med vores beboere ifht. hvad der betyder noget, når vi taler med dem om seksualitet. … De lavede også to workshops med i alt 20 medarbejdere og dem arbejder vi videre med. Og så satte vi et mål, at til næste gang vil alle de medarbejdere have talt med deres beboere om seksualitet og så samler vi op på det.”

I forhold til berøring og nærhed kan noget så simpelt som at holde i hånden afhjælpe en masse frustrationer, men også massage, fodbad, en tur til frisøren kan gøre en stor forskel. I forhold til seksuelle lyster, kan forskellige sexredskaber eller legetøj også bruges. Medarbejderere skal derfor klædes godt på til at håndtere seksualitet hos beboerne.

 

Dyr

Dyr har ofte en god indvirken på mennesker med demens, og gennem alle workshops har det været et stort ønske, at dyr bliver en del af dagligdagen i Byen for Livet. Der er mange måder man kan organisere dyr i dagligdagen på, og det benyttes mere og mere i plejesektoren.

En måde at organisere sig på, er at have besøgshunde: frivillige kommer på besøg med deres hunde, hos de ældre, der har lyst til det. En anden måde ses på Bonderupgård i Vanløse hvor man har organiseret sig sådan, at det er medarbejderne, der har deres egne hunde med hver dag. Hundene indgår på den måde som en del af dagligdagen, og kender beboerne – og hinanden – da de har været på Bonderupgård, siden de var hvalpe. Dette er også en fordel, da hunde er territoriale dyr og helst skal kende deres flok, for ikke at blive urolige.

Det er muligt, at nogle beboere ønsker at have deres dyr med sig, når de flytter ind i Byen for Livet, derfor skal ledelsen tage stilling til, hvordan dette bedst organiseres. Ønsket fra forprojektet er, at hvis beboeren selv er i stand til at tage vare på kæledyret, så er det fint at medbringe et dyr ved indflytning. Dog skal man overveje, om der er tale om et territorielt dyr, som hunde og katte, da dette kan give problemer, hvis der i forvejen er dyr på en afdeling/boklynge. Det skal selvfølgelig også vurderes, om kæledyr kan have en indvirkning på andre beboere, enten i form af allergi eller adfærd. Byen for Livet skal være et sted for alle.

Dyr kræver ofte en del pasning og dette skal organiseres og indtænkes i en hverdag. En måde at organisere sig på er at give beboerne forskellige opgaver, og dermed inddragelse i forbindelse med pasning af dyr på en afdeling, så det ikke er en yderligere arbejdsopgave for medarbejdere at have et eller flere dyr på en afdeling. Det kan være, at fodre et eller flere dyr, at rense bure, at hente æg hos hønsene eller at lufte dyr.

 

Teknologi

Teknologi er en vigtig del af plejesektoren og kan bruges i mange forskellige henseender. Det skal selvfølgelig altid vurderes, hvilken påvirkning teknologien har ifht. etiske og medmenneskelige overvejelser og ønskerne til teknologi i Byen for Livet er, at det kun skal bruges, når der er tale om at støtte op omkring den menneskelige interaktion, for eksempel i form af at lette organisering eller kommunikation. Teknologiske hjælpemidler kan hjælpe til, at beboere kan blive forkælede, bevare deres fysiske formåen, identitet og generelt holde sig i gang og bevare deres værdighed. Især for mennesker med begyndende demens kan sygdommens progression reduceres, ved at træne kognition og hukommelse, så meget det nu er muligt. Der findes mange apps og anden teknologi til dette formål. Teknologiske hjælpemidler kan desuden være med til at sikre, at beboerne kan bibeholde mulighed for at bruge ting fra deres tidligere hverdag uden frygt for, at deres sikkerhed er i fare, for eksempel særlige komfurer, knive, mm. Yderligere kan ting som alarmmåtter og GPS være med til at give beboeren større bevægelsesfrihed i Byen for Livet og sørge for, at ingen vandrer ud af Byen for Livet, uden at medarbejdere bliver opmærksomme på dette.

Brugen af teknologi kan være med til at sikre den bedst mulige pleje for beboeren, men den skal være fleksibel og hurtigt kunne tages i brug og stilles væk igen. Brugen skal være hensigtsmæssig for det enkelte menneske.

Kommunikation

Kommunikationen i Byen for Livet ønskes baseret på anerkendende pædagogik. Uden at gå nærmere i dybden med alle teorierne bag, skal det her blot nævnes, at anerkendende pædagogik handler om at se andre som mennesker med egne oplevelser, følelser, tanker, holdninger, rettigheder og potentialer, uagtet sygdom. Heraf følger, at kommunikationen må tage karakter af at være mellem ligeværdige mennesker, anerkendt på lige vilkår.

Kommunikationen mellem Byen for Livet og beboerne skal derfor også altid være en dialog. Beboeren skal høres, anerkendes og skal have mulighed for at komme til orde.

Også indbyrdes skal beboerne tale ordentligt til både hinanden, medarbejdere, pårørende og frivillige.
Udover den daglige hverdagskommunikation, hvor den anerkendende pædagogik bruges, er der andre måder, man kan højne kommunikationen på. Et forslag, der kom ind i forprojektet, er eksempelvis ugemøder, hvor både medarbejdere og beboere deltager. Eventuelt kan pårørende også inviteres til at deltage en gang om måneden. På møderne skal det være muligt at drøfte forskellige emner, ligesom det skal være muligt at ændre på ting, hvis der er flertal for det. Vær dog opmærksom på, at der kan være emner og forslag, der af etiske eller andre årsager ikke egner sig til at blive taget op i plenum. I disse tilfælde bør man trække sig tilbage til møderum og holde mere personlige samtaler.

En anden mulighed for kommunikation er føromtalte livsplakater, hvor medarbejdere og frivillige i arbejdet med livsplakaterne får talt mere indgående med beboere og har mulighed for at skabe en tættere relation, der kan forbedre kommunikationen. Moderne kommunikationsmidler som telefoner og tablets begynder også langsomt at holde deres indtog i plejesektoren, og for mange beboere kan dette være til stor glæde, da de har mulighed for at kommunikere med de af deres pårørende, der bor langt væk. Det kan være nødvendigt fra ledelsens side at vedtage nogle retningslinier for brugen af kommunikationsmidler på fællesarealer.