Omgivelsernes påvirkning af det gode måltid

Måltider er en stor del af livet, uanset hvor i livet man befinder sig. For mennesker med demens kan mange faktorer påvirke et måltid. I denne artikel fokuseres der på vigtigheden af omgivelsernes æstetiske udtryk i skabelsen af det godt måltid.

Som hovedregel skal måltidet betragtes som et hjemligt restaurantbesøg med en vis aura af ritual omkring sig. Forstået på den måde, at æstetikken, etiketten og stemningen fra et godt restaurantbesøg skal være tilstede ved et måltid, men hjemligheden og hyggen skal stadig være i fokus.

En måde at få både æstetikken og hyggen til at være tilstede i et måltid er ved at skabe smukke, inspirererende omgivelser. For mennesker med demens kan især genkendelige farver og personlige spisepladser gøre en stor forskel for, om måltidet bliver godt eller dårligt. Sørg for at dække bordet smukt, brug fx duge og servietter i farver, der passer til årstiden eller til en evt. religiøs højtid (påske, jul etc.). Hold gerne borddækningen i ens farver og undgå mønstre, da det kan virke forvirrende for mennesker med demens. En god idé til at gøre siddepladser personlige kan være at placere en servietring eller et bordkort med navn på. Det gør også måltidet mere højtideligt. Hvis beboerne har lyst, kan man eksperimentere med at skifte plads og bordherre/dame fra gang til gang, vær dog varsom med, at dette ikke bliver forvirrende.

En anden måde at gøre måltidet både personligt og smukt er at bede beboerne tage deres eget service med. Nogle beboere har måske samlet på service, og i stedet for, det bare står og samler støv, kan man bruge det og i den forbindelse også tale om de minder og historier, der knytter sig til bestemt service, fx. kan det være noget, beboeren har fået i bryllupsgave.

Bordpynt kan være både et smukt islæt på et bord, men også et emne, der kan stimulere samtaler. Bordpynt kan fx. være gran eller andre planter, sten, blomster eller lys. De friskeste af beboerne kan være med til at samle bordpynt på små ture og meget gerne også være med til at dække bordet.

Gør noget ud af serveringen, anret maden smukt og lad de friskeste beboere servere og skænke op for hinanden.

Prøv også gerne nogle gange at gøre noget andet omkring måltidet. At tage på skovtur eller måske ligefrem restaurant med de friskeste af beboerne kan være et dejligt afbræk fra rutinerne og give fornyet energi og nye samtaleemner.

Tænk også gerne andet end borde ind i de æstetiske omgivelser omkring et måltid – hvilke billeder er der på væggen i spisestuen? Har I smukke planter? Kan I ændre på belysningen så den kan være både skarp og blød, alt efter hvilken stemning I gerne vil skabe? Brug gerne elementer, der kan skabe stemninger, fx. flere stearinlys omkring jul, pynt ved højtider, udskiftning af billeder og andet pynt.

Musik før, under og efter maden kan også være med til at skabe en stemning. Eksperimentér med, hvad der virker. Nogle dage er måske bedst uden musik, andre dage passer det fint. Måske beboerne kan få lov at ønske eller blive enige om musik de gerne vil høre?

Afskærmning af beboere kan være en nødvendighed, men prøv så vidt muligt at undgå det, så alle kan være inkluderet i måltidet. Benytter I jer af afskærmning, så gør den så smuk som muligt – brug fx. et smukt stykke stof, lav en plantevæg på hjul eller andet, som er smukt at se på både for den afskærmede og de andre beboere.

Tænk også på det æstetiske, når I præsenterer et måltid. En skøn ting ved at gå på restaurant er jo, når tjenerne fortæller én, hvad det egentlig er, der er på tallerkenen, eller kokken kommer ud og præsenterer maden – visuelle og mundtlige præsentationer af måltiderne bidrager positivt til den samlede oplevelse for alle parter.

Brug fantasien, når I dækker bord og arrangerer omgivelserne omkring et måltid!
Du kan læse meget mere om det gode måltid, i Servicestyrelsens idekatalog “Ideer til Gode Måltider” på følgende link:

https://sundhedsstyrelsen.dk/da/udgivelser/2012/~/media/8E556D254ABC4B4489571D5B0CBCC90A.ashx

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *