Bedre nattesøvn

Bedre nattesøvn
I artiklen “Hver sin døgnrytme” forklares det, at man skal tage udgangspunkt i den enkelte beboers søvnbehov. Hvis det vurderes, at det er vigtigt for den pågældende beboers trivsel at sove godt og meget om natten, kan man ty til forskellige indsatser.

En af dem er lysterapi. Lys er nemlig kendt som en vigtig faktor for døgnrytme. Bl.a. kan stærk belysning i dagtimerne og svag eller ingen belysning i nattetimer være med til at regulere døgnrytmen og sikre en bedre nattesøvn.

Et andet hjælpemiddel er kugledyner, der virker beroligende på mennesker med demens. Udover det kan man benytte sig af den såkaldte “kropsafgrænsede lejringsmetode”, hvor man ruller 3-4 dyner sammen og placerer dynerne rundt om mennesket med demens. Det giver beboeren en fornemmelse af tryghed, der gør det lettere at falde til ro.

Man kan også bruge lyd som et hjælpemiddel, der kan hjælpe til en bedre nattesøvn. Eksempelvis kan man benytte sig af “lydpuder”, hvori der spilles beroligende musik, rene naturlyde eller mentaltræningsprogrammer, der vil gøre det nemmere for beboeren at falde i søvn.

Motion og aktivitet kan også hjælpe til at gøre det nemmere at falde til ro om aftenen. Hvis man har været aktiv i løbet af dagen, har kroppen nemmere ved at falde til ro. Så sørg for at beboeren får rørt sig – gå en tur med vedkommende, lav havearbejde eller andre aktiviteter, som den enkelte beboer kan overkomme.

Et andet tiltag er at passe på med for meget elektronik, nærmere bestemt for mange skærme, i løbet af dagen og især før sengetid. Grunden til dette er, at hvis øjnene får for meget lys, fortæller lyset til kroppen at den skal vågne og det bliver derfor sværere at falde til ro. Skru derfor ned for mobiltelefonen, tablets, computere og fjernsyn op til sengetid. Sørg også for at beboeren ikke indtager for mangestimulerende stoffer i løbet af dagen som fx kaffe, te, alkohol og tobak, da dette også kan være søvnforstyrrende.

Et sidste tiltag er at sørge for, at der renses ud i hjernen før sengetid. Det kan gøres gennem meditation, at lytte til forskellige lydbånd, tegning eller andet – måske noget som den pågældende beboer har vane for.

Ovenstående tiltag er blot nogle få ud af mange, man kan benytte sig af, for at sikre at en beboer kan få en bedre nattesøvn, hvis det vurderes, at det er vigtigt, beboeren sover om natten af hensyn til beboeren selv og andre beboere.

Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at nogle mennesker med demens har delt soveværelse med nogen det meste af deres liv – det kan være søskende, venner, kærester og ægtefæller. Derfor kan det være årsag til frustration og give en følelse af ensomhed, hvis de får en stue eller et værelse for sig selv. Det er derfor en god idé at give mulighed for, at der kan sove flere på samme stue, så dem, der har brug for det, kan opleve en tiltrængt følelse af fællesskab.

Lysterapi: http://dansklysterapi.dk/alzheimers&q=demens.htm

Elektrisk lys: http://videnskab.dk/krop-sundhed/elektrisk-lys-og-skaermtid-odelaegger-sovnen-og-skader-helbredet

Sammenrullede dyner: http://www.etf.dk/aktuelt/nyheder/forvaskede-dyner-giver-demente-bedre-soevn

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *